Om os
Vi er en familieejet virksomhed som består af Designer Marlene Corydon, grundlægger og primær drivkraft i virksomheden både fagligt og designmæssigt. Jes Lorenzen, gift med Marlene, Maskiningeniør og vores tekniske og praktiske specialist, som sørger for at det hele kan lade sig gøre. Jens Ove Sørensen, far til Marlene, uundværlig medhjælp i produktionen af fliser, samt vores kvalitetsmæssige perfektionist. Derudover får vi hjælp af vores to teenagedøtre som medhjælpende assistenter, især til pakning og forsendelse af ordrer.
Marlene Corydon
Jeg er uddannet Industriel Designer fra Danmarks Designskole i København og har hele min karriere som designer arbejdet passioneret og dedikeret med at udvikle og formgive produkter og genstande ud fra et menneskeligt aspekt og med en stærk æstetisk sans. Dette hos en række store danske virksomheder med produkter lige fra hospitalsudstyr over møbler og legetøj til guldsmykker og korpussølv hos Georg Jensen. Arbejdet som selvstændig iværksætter er en drøm at udleve, da jeg i dette virke virkelig forener alle de aspekter min hidtige karriere har bidraget med af læringer og kompetencer. Jeg hylder det gode håndværk og arbejder i krydsfeltet hvor tradition møder moderne teknologi og i spændingsfeltet mellem naturens vildskab og uperfekthed og den menneskelige perfektionisme. Alt sammen med en daglig mission om at det hele skal give mening og gøre en forskel.
Jeg hylder naturens diversitet og naturens skønne materialer med al deres unikke detaljerigdom. Derfor ligger bæredygtighed mig meget på sinde og er en faktor jeg medregner i alle mine valg og beslutninger.